Den Private pasningsordning - Sprog og Læring

​Den Private pasningsordning - Sprog og Læring er en privat dagpleje, som tilbyder en dagligdag med særlig fokus på barnets sprog og læring.

Jeg vil vægte sprogstimulering højt, da det er afgørende for barnet, at tilegne sig gode sproglige og kommunikative kompetencer, for at kunne indgå i sociale samspil.

Undersøgelser og forskning viser, at jo mere kompetent barnet er i den tidlige sprogtilegnelse, jo lettere har barnet ved at tilegne sig sproget senere hen. Barnet bygger således hele tiden videre på det sproglige fundament, det har i forvejen.

Der er ligeledes en sammenhæng mellem sproglige kompetencer i småbørnsalderen og senere læsetilegnelse i skolen og dermed også faglige færdigheder.

Det er dermed en rigtig god investering for barnet, at voksne omkring barnet har fokus på sprog og kommunikation

For bl.a. at sikre et godt sprogmiljø, har jeg valgt en normering på kun 4 børn

Om mig selv og min tilgang

Jeg er fra årgang 1963, har to voksne børn og bor sammen med min kæreste.

Som person er jeg positiv, aktiv, imødekommende og vægter et åbent og positivt samarbejde med forældre.

For mig er omsorg for barnet og en god relationen af stor betydning, da det er det bærende for barnets trivsel i dagplejen. I samspil med børn er jeg tålmodig og lader gerne ”tiden stå stille”, når barnet bliver optaget af noget og fordyber sig.

I dagplejen skal der være en god atmosfære, hvor barnet føler sig set og har en oplevelse af anerkendelse, tryghed og forudsigelighed.

Faglig baggrund

Jeg har stor erfaring med småbørn, da jeg har arbejdet som pædagog i 15 år i daginstitutioner.

Med pædagoguddannelsen som faglig baggrund, har jeg senere hen videreuddannet mig til talepædagog og har 13 års erfaring.

Som talepædagog har jeg bl.a. været tilknyttet dagplejen og foretaget observationer, undersøgelser og vejledning i forhold til børns sprog og det sproglige miljø.

Jeg har løbende deltaget i kurser og videreuddannelse, og dermed holdt mig ajour med nyeste viden.

Omgivelser og beliggenhed

Vores hus ligger på en stille villavej i den første del af Gug.

Vi har en have med en stor græsplæne, legehus, sandkasse og fliseareal hvor der kan køres på scooter m.m. Der er overdækkede områder hvor børnene kan sove i barnevogne og hvor vi har mulighed for at trække ind i skygge eller tørvejr.

I området er der legepladser og parker, som der er gåafstand til.

Det er let at komme til dagplejen, der er bus ca. 5 minutters gang herfra og hvis det er med bil, undgår man tæt trafik, da der kun er 5 min. til afkørsel 26.

​​

Jeg er godkendt af Aalborg Kommune som Privat Børnepasser efter §78 i Dagtilbudsloven. Aalborg Kommune fører tilsyn med dagplejen.

​​

Jeg er medlem af foreningen De Private Børnepassere i Aalborg

http://www.privatbornepasning.dk

Jeg er ligeledes medlem af talepædagogernes faglige forening ALF

http://www.alf.dk

Den Private pasningsordning - Sprog og Læring

V/ pædagog og talepædagog

Kirsten Bruun

G. C. Amdrups Vej 4

9210 Aalborg SØ

Den Private pasningsordning - Sprog og Læring v/Pædagog & Talepædag Kirsten Bruun

G.C. Amdrups Vej 4
9210 Aalborg SØ

Medlem af​